Mit barn er bange for mørke – sådan kan du skabe mere tryghed

Du slukker lyset, siger godnat og går ud af værelset.

Kort efter kommer det:

“Mor?”

“Far?”

“Jeg er bange.”

Måske vil dit barn have døren helt åben. Måske skal lyset tændes igen. Måske er der pludselig noget under sengen, en skygge på væggen eller et hjørne af værelset, der ser anderledes ud, når dagen bliver mørk.

Det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere. Skal man forklare, at der ikke er noget at være bange for? Skal man blive siddende? Skal lyset tændes?

Frygt for mørke er en almindelig frygt i barndommen, særligt hos yngre børn, og den aftager hos mange gradvist igen.

Det betyder ikke, at frygten føles lille for barnet.

Og det er måske det vigtigste sted at begynde.

• møde frygten roligt
• bruge få ord
• skabe en genkendelig putterutine
• give barnet noget trygt at holde fast i
• bruge et svagt natlys, hvis det hjælper
• arbejde med frygten gradvist frem for at presse barnet

Både NHS og American Academy of Pediatrics anbefaler, at voksne møder børns frygt med støtte frem for latterliggørelse eller pres, og en rolig, forudsigelig putterutine kan være hjælpsom ved sengetid.

Er det normalt, at børn er bange for mørke?

Ja.

Frygt ændrer sig gennem barndommen, og mørke er blandt de almindelige frygter hos yngre børn. Det betyder ikke i sig selv, at barnet har angst eller mistrives.

For barnet kan værelset også føles anderledes om aftenen.

Det kendte legetøj bliver til silhuetter. En stol med tøj på kan pludselig ligne noget andet. Lyde, man knap bemærker om dagen, bliver tydeligere, når resten af huset bliver stille.

Samtidig er sengetid også en overgang: dagen slutter, aktiviteterne stopper, og barnet skal være mere alene.

Derfor giver det ikke nødvendigvis mening at møde:

“Jeg er bange.”

med:

“Der er jo ikke noget at være bange for.”

Du kan sagtens vide, at værelset er sikkert.

Barnet kan stadig mærke frygten.

Hvad gør jeg, når mit barn bliver bange?

Der findes ikke én puttemetode, der passer til alle børn. NHS understreger også, at børn er forskellige, og at familier må finde en løsning, der passer til det enkelte barn.

Men nogle principper kan gøre situationen lettere.

1. Tag frygten alvorligt uden at gøre mørket farligt

Der er forskel på at anerkende følelsen og bekræfte faren.

Hvis barnet siger:

“Der er et monster derovre.”

behøver du ikke svare:

“Ja, lad os undersøge, om monsteret er gået.”

Det kan komme til at gøre monsteret til noget, der måske faktisk findes.

Men du behøver heller ikke sige:

“Stop nu. Der findes ikke monstre.”

Prøv i stedet:

“Det ser uhyggeligt ud for dig lige nu.”

eller:

“Jeg kan godt se, at du blev bange.”

Så møder du barnets oplevelse uden at fortælle barnet, at der faktisk er fare.

American Academy of Pediatrics anbefaler netop, at børn ikke bliver gjort til grin eller presset til at være modige, når de er bange.

2. Brug færre ord, når frygten fylder

Når barnet ligger uroligt i sengen, er det sjældent tidspunktet til en lang forklaring om, hvorfor mørket ikke er farligt.

Brug hellere en kort sætning, som barnet kan genkende:

“Du er tryg. Jeg er lige her.”

“Jeg kan se, du blev bange.”

“Vi tager det roligt.”

Det afgørende er ikke at finde den perfekte sætning.

Det er, at den voksne omkring barnet virker rolig og forudsigelig.

Børns Vilkår fremhæver også voksnes ro og nærvær samt genkendelige rammer omkring putningen som vigtige elementer, når et barn skal falde til ro.

3. Gør putningen genkendelig

En nogenlunde ens rækkefølge hver aften kan gøre overgangen til natten mere forudsigelig.

Det behøver ikke være avanceret.

1. tandbørstning
2. nattøj
3. et glas vand
4. en historie
5. godnatkram
6. den samme lille godnatsætning
7. lys ned

Både NHS og Børns Vilkår anbefaler rolige og genkendelige rutiner omkring sengetid.

Rutinen skal ikke være endnu et projekt, familien skal lykkes med.

Det vigtigste er genkendeligheden.

4. Et natlys er ikke et nederlag

Nogle forældre bliver bekymrede for, om de “giver efter”, hvis barnet får et natlys.

Det behøver du ikke nødvendigvis se sådan på.

Hvis et lille, dæmpet lys gør værelset tilstrækkeligt trygt til, at barnet kan falde til ro, kan det være et helt rimeligt redskab. NHS nævner specifikt natlys eller lys fra gangen som mulighed ved frygt for mørke.

Prøv gerne med et svagt lys frem for fuld loftsbelysning.

Målet behøver ikke være:

“Fra i dag skal du kunne sove i komplet mørke.”

Målet kan først være:

“Du kan falde til ro i dit eget værelse.”

5. Lad barnet have noget kendt med sig

En bamse, et tæppe eller en anden kendt ting kan være med til at gøre overgangen til søvn mere genkendelig.

NHS nævner også en yndlingsbamse eller anden tryghedsgenstand som mulig støtte ved putning.

Det er ikke genstanden i sig selv, der skal “beskytte” mod noget farligt.

Den kan bare være et lille stykke af det kendte, mens resten af huset bliver stille.

Hvad kan jeg sige til mit barn?

Du behøver ikke bruge særlige psykologiske vendinger.

Prøv helt almindelige ord:

“Jeg kan godt forstå, at mørket føles anderledes.”

“Du behøver ikke være modig lige nu.”

“Jeg er her, og du er tryg.”

“Skal vi lade det lille lys være tændt?”

“Vi behøver ikke løse det hele i aften.”

Og hvis barnet ikke kan forklare, hvad det er bange for:

“Du behøver ikke vide præcis hvorfor.”

Nogle aftener er dét nok.

Det behøver du ikke løse i aften

Som forælder kan man hurtigt komme til at tænke:

“Hvordan får vi stoppet det her, før det bliver en vane?”

Men når barnet ligger bange i sengen, behøver målet ikke være, at barnet overvinder hele sin frygt.

Målet kan være mindre:

At barnet oplever:

Jeg blev bange – og jeg var ikke alene med det.

American Academy of Pediatrics anbefaler, at børn får tid til gradvist at bevæge sig gennem deres frygt frem for at blive presset til at konfrontere den hurtigt.

Så I kan godt tage små skridt.

Måske er døren helt åben i denne uge.

Senere står den på klem.

Måske står natlampen tæt på sengen nu.

Senere kan den stå længere væk.

Ikke som en konkurrence.

Bare som en stille bevægelse mod mere tryghed.

Prøv det sammen: giv frygten et sted at være

Nogle børn har lettere ved at tegne end ved at forklare.

Prøv eventuelt aktiviteten på et tidspunkt før sengetid, hvor barnet allerede er roligt:

“Kan du tegne, hvordan mørket føles?”

Det behøver ikke være et flot billede.

Det kan være en sort streg.

En figur.

Et monster.

En lille prik.

Eller ingenting.

Spørg derefter:

“Hvad ville gøre billedet bare en lille smule tryggere?”

Måske tegner barnet en lampe.

En voksen.

En bamse.

En dør på klem.

Formålet er ikke at analysere tegningen.

Det er bare at give følelsen en anden måde at komme ud på.

Hvornår kan det være en god idé at søge mere hjælp?

Mørkerædsel i sig selv er almindeligt hos børn.

Men læg mærke til, om frygten begynder at fylde langt ud over selve putningen.

Det kan være relevant at søge rådgivning, hvis frygten for eksempel:

• bliver meget intens eller værre over tid
• bliver ved gennem længere tid uden bedring
• påvirker barnets søvn markant
• får barnet til at undgå almindelige aktiviteter
• hænger sammen med mange andre stærke bekymringer
• påvirker barnets eller familiens hverdag betydeligt

NHS anbefaler at reagere, når frygt eller angst bliver vedvarende, meget stærk eller begynder at stå i vejen for barnets almindelige hverdag.

Hvis du er bekymret, kan du tage det op med eksempelvis barnets egen læge eller relevante fagpersoner omkring barnet. På sundhed.dk beskrives vurdering af angst hos børn som noget, der kræver en bred vurdering af barnets symptomer, udvikling og hverdag – ikke konklusioner ud fra én enkelt frygt.

En historie kan give frygten lidt afstand

Der er forskel på at tale om en følelse og møde den gennem en historie.

Når frygten tilhører en figur i en fortælling, behøver barnet ikke sige:

“Sådan har jeg det.”

Barnet kan i stedet tænke:

“Sådan har den lille figur det.”

Og nogle gange opstår samtalen netop dér.

Det er en af idéerne bag Omille-universet: følelser behøver ikke altid blive forklaret med det samme. Nogle gange kan en historie give dem lidt mere plads.

En rolig afslutning

Dit barn behøver ikke lære at elske mørket.

Og du behøver ikke finde den perfekte metode på én aften.

Måske er det første skridt bare:

“Jeg kan se, du er bange.”

“Jeg bliver her lidt.”

Og så endnu en aften i morgen.